fredag den 14. september 2012
Macarons
Ja. Jeg føler mig rigtig som en efterligner, eftersom de i tirsdags i 'den store bagedyst' (bage konkurrence på DR1) bagte macarons. Kan dog sige til mit forsvar, at jeg har 'kendt' til dem i lang tid, eftersom jeg på et tidspunkt købte en dåse i Søstrene Grene, hvorpå der var små kager og cupcakes. Deriblandt var der også macarons på, og jeg anede ikke, hvad de var for nogen indtil, jeg så dem i 'den store bagedyst'. Jeg troede, de var små rigtige kager med noget creme i mellem (ligesom hvis toppen af en muffin blev skåret af).
Jeg syntes derfor, jeg nærmest var nødt til at prøve at lave dem, også fordi, min søster er vild med marengs. Macarons er nærmest en blanding af marengs og makroner, og så med creme i mellem.
Eftersom det var mit første forsøg, lagde jeg ud med en ganske simpel version, og så bare med en chokolade creme mellem.
Ingredienser: (Kan virkelig ikke huske, hvor mange der blev, hvilket er rimelig dårligt af mig!)
120 g mandler
220 g flormelis
100 g æggehvider (3 æg)
25 g sukker- Man kan evt. tilsætte 15g kakao eller 1-2 tsk. vanilje sukker
Hæld kogende vand over mandlerne og smut dem bagefter. Tør/rist dem let i ovnen ved 175 grader. Blend dem til en meget fin mandelmel (jeg brugte sådan en til at 'blende' løg i). Bland mandelmelen med flormelis, til det er helt sammenblandet.
Pisk en marengs af æggehviderne, og lige inden, at den har den rigtige konsistens - tilsæt sukkeren. Herefter vendes mandel blandingen i.
- Hvis de skal have farve, skal det tilsættes nu.
(Jeg havde problemer med, at mine ikke hævede sig nok, og det var sikkert pga, at jeg tilsatte farven i marengsen, da den var helt færdig pisket. Jeg havde nok rørt for meget i det, så jeg vil næste gang tilsætte farven sammen med sukkeren)
Tag evt. et lille glas eller andet rundt, og tegn på bagepapiret med mellemrum mellem (vend papiret om, så der ikke kommer svært på kagerne).
Fyld marengsmassen i en sprøjtepose og sprøjt i de tegnede cirkler, så de har omkring samme størrelse, da de senere skal parres sammen to og to.
LAD MARENGSEN STÅ OG HVILE I MINDST 30 MIN, TIL MASSEN FØLES FAST OG IKKE KLISTRER. Hvis du ikke gør dette, vil de ikke hæve sig ordentligt, og kan ende med at ligne små vulkaner.
Puttes i en forvarmet ovn på 140 grader i ca. 15 min. De må ikke begynde at tage farve. Derefter køles de af, og tag dem ikke af pladen før, de er helt kolde, da de ellers vil knække.
Når de er kolde, fyldes de med ganache, creme eller hvad der ellers lyster.
Jeg lavede en chokolade creme, hvor jeg brugte omkring 1 dl piskefløde og 70g mørk chokolade.
Jeg satte fløden op og koge, og da den begyndte at koge, slukkede jeg og knækkede chokoladen i små stykker og puttede i. Da den var blevet helt kold (satte den i køleskabet), piskede jeg den meget lidt. Den blev lidt fast i det, men den smagte rigtig godt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar